This drawing is part of my "A Drawing For Every Day In March" project. Meet all 31 drawings

An ode to all the women I am, and all the women in the world!





This drawing is part of my "A Drawing For Every Day In March" project. Meet all 31 drawings

Everyone can draw. But not everyone does it.

Don't know if it counts as a drawing, but the idea with the A drawing for every day in March project was to get me going, and paint, draw, so I guess in that sense it's OK ;-)

It's acrylic on wooden hard board.






This drawing is part of my "A Drawing For Every Day In March" project. Meet all 31 drawings

I know it's hippie. And I know it works. For 30 days I am going to be listening to Louise L. Hay's "I can do it". Because I'm worth it. And so are you. Aren't we all ?!

About 5 months ago, in October, I was on a retreat to help me clear myself and change my life. I was in the good care of Lynn and Terry at Själastugan, but in many ways it was a horrible week. Changing ones life is not easy, because it means standing face to face with the roots of your life. And really see them.
In the mist (yes fog) of this process, I was fighting, dreaming, screaming, wondering, sleeping and being, all in this very wonderful spot in northern Sweden that I took 2 planes to get to.
As the week was coming to an end, and my life hadn't change (it often doesn't happen overnight ;), although sometimes it does), I was looking for affirmation, re-assurance that things were going to alright. I wanted things to be alright, but how could I be so sure, that any thing would even change at all?! And I simply couldn't bare the thought of going back to what was.
Then I looked at my hostess, a little old lady, with wrinkles and a continuous smile, and I asked her: "How can I be sure? How can I be so sure that any of this will work, and that things WILL change?". And she looked at me, with tiny eyes, and a little voice that echoed across the far end of the lake and straight back into my heart, and said: "Because you make it so".

Because you make it so.

Det er skægt. Jeg tænkte over det i går. Jeg går på skole for at lære at blive kendt, for at blive dygtig, for at blive set. Men skolen lærer mig ikke at sælge mine værker. Skolen lærer mig ikke at blive kunstner.

Jeg prøvede ihærdigt at komme ind på kunstakademierne og holde op på designskolen. Da jeg ikke kom ind tænkte jeg min drøm om at blive kunstner ikke kunne blive så god som andres, fordi de i sandhed kunne skrive MA i fine arts på CV'et.
Men efter at have været færdig uddannet i halvandet år mærker jeg at det ikke er skolen der gør mig til kunstner. Det er mit arbejde.

Når jeg står og maler tænker jeg tilbage på tiden i Sydney og Ljubljana. Da jeg stod på akademierne og for et øjeblik var en del af kunstmiljøet, og ikke en af designer-smart tænkerne. Her arbejdede jeg på lige fod med fremtidens kunstnere, måske nogen glemmer det og lægger det på hylden. Andre ikke.

Her handlede det om udtryk og spontanitet, og jeg havde intet at miste. Som den nye pige i klassen fra en anden baggrund kunne jeg snige mig med og lære alverdens ting, bare ved at svinge penslen. Og jeg havde intet at frygte. Og intet at miste.

Som kom tiden hvor reglerne blev strammet ind. Designskolen kaldte det "en modtager" og jeg kæmpede med at skrive og forvalte med hjerte og ben hvad der var spændende, men også spændende for den brede befolkning. Og jeg mistede udsynet da projektet skærpede sig ind og modtageren blev tydeligere og tydelige. Men heldigvis kunne jeg kalde mig "designer", cand. design. og det lyder flot og jeg tror også det er det.




Nu sidder jeg her i min have i Frankrig, og tænker tilbage på Sydney og Ljubljana. Hvad var så specielt?! Måske var det interessen og lysten der var tilstede. Opbakningen fra de andre elever og small talk mellem studie pladserne. Nogen hang ting i loftet af gummi. Der lugtede af olie på gangene, og jeg spiste banan kage fra skolens kantine når jeg igen havde glemt en ordentlig madpakke. Måske var det dét, ikke have noget at miste. At være i sikkerhed, for der var stadig over et år til afgang.
Men jeg mistede det. Friheden, skabelsen, det utæmmelige, det fremadrettede, udadvente, fanden i voldske, det uregerlige, nysgerrige, hæmningsløse.

Og så blev jeg student. Og jeg havde en flot eksamen. Og malerierne var gemt væk, fordi min lærer og jeg blev enige om at "det ved vi jeg kan, og så vil det være mit bachelor projekt een gang til". Måske vidste han noget jeg ikke vidste da vi aftalte det. Måske vidste han noget, der først ville gå op for mig flere måneder, ja nærmest år senere. At jeg ville vende tilbage til maleriet. Og at et var derfor vi gjorde noget andet.

Jeg er glad for at være tilbage. Jeg kan ikke fatte at det er 7 år siden jeg stod på akademiet i udkanten af Sydney og malede på livet løs som om jeg intet havde at miste. Måske var det projektet; at der primært var dét at skabe i sigte. Og selvom jeg stadig er en vårhare, specielt hvis man spørger de danske pensionister der bor her i Frankrig, så er 7 år immervæk lang tid!

Tænk at jeg var så heldig at få den mulighed at komme afsted, og om på den anden side af jorden, for ar slippe mig selv og sætte mig selv fri fra forventninger. Tænk at lige dér fandt det mig. Eventyret og drømmene smeltede sammen.

Og jeg er glad for jeg er vendt tilbage. Eller også stod det hele tiden og ventede på mig. Og regnede med jeg ville dukke op, når lysten og trangen blev for stærk, og det skræmmende netop ville ud og rystes og opdages!

This drawing is part of my "A Drawing For Every Day In March" project. Meet all 31 drawings

Fig outside my window in the evening light.